 |
|
 |
||||||||
|
 |
|||||||
 |
||||||||
|
|
|
||||||||
|
|
|||||||
|
||||||||
Belysning af begreberne identitet og ikke-identitet
i tilknytning til Adornos Ästhetische Theorie.
av Poul Ferland - 21/11-03Problematikken omkring identitet og ikke-identitet er central i vestlig tænkning, fra antikken og frem: Er alting væsentligt en uforanderlig enhed (Parmenides)? Eller flyder alt, er alt i konstant forandring (Heraklit)? Hos Adorno har problemet imidlertid ikke længere klassisk filosofisk, metafysisk form; Adornos ’undren’ er således ikke en undren over altings uforanderlighed eller foranderlighed; han undrer sig meget snarere over, hvorfor verden er forgjort, hvorfor mennesker indretter den på det sletteste, når det nu i dag er er muligt at indrette den på det bedste. Han undrer sig over, hvorfor verden vedblivende, selv i en højt civiliseret epoke, gives en usand i stedet for en sand identitet, der som det primære tager hensyn til tingenes forskellighed - det, som hos Adorno kaldes for ikke-identitet? Begribelsen af denne falske tilstand er Adornos øverste filosofiske anliggende.
Man kan spekulere over, hvorfor Adorno har identitet og ikke-identitet som grundlæggende - og hos ham dialektisk - modsætningspar og ikke identitet og differens, som for eksempel en Heidegger
? En væsentlig del af forklaringen er det givetvis, at identitet i dag dominerer alt; det, at ikke-identiteten bliver en central kategori for filosofien i dag, har som forudsætning, at identitet er den i tiden reelt, materielt, socialt helt dominerende - ja, nærmest skinmetafysiske - kategori, som filosofien altså må forholde sig til, man kan sige: defensivt. Identiteten er reelt altdominerende og altgennemtrængende; derfor kan filosofisk kritik bare munde ud i en negativ minimalbestemmelse som det ikke-identiske. Der er ikke noget positivt, filosofien kan gribe fat i, eftersom alt er gennemsyret af det slette identiske; den kan kun påpege det identiskes egen selvmodsigende karakter. Logisk er identitetstænkning ikke mindst selvmodsigende igennem sin iboende og selvrådige vilje til at gøre dét ens, som åbenbart ikke er det - i modsat fald ville denne vilje være overflødig.
I denne historiske situation at gøre differensen eller forskellen til noget urørligt i dens modsætning til identiteten ville derfor for Adorno være yderst problematisk: Selv det forskellige er præget eller rent ud formet af det identiske, ligegyldigt om det ter sig som oppositionelt. At være fortaler for det forskellige er i dag at foregøgle en renhed i det forskellige, en det forskelliges frihed fra det identiske, som ikke findes.
Endnu en bemærkning, inden vi går over til at se nærmere på Ästhetische Theorie (ÄT)
. Det er forbundet med visse sproglige problemer at tale om ’det ikke-identiske’: Det lyder, som om det er en ganske bestemt, afgrænset ting. Nogle tyder det (hypostaserende) sådan, men det er det ikke. ’Det ikke-identiske’ er en analytisk bestemmelse, en tankemæssigt isoleret ’side af sagen’, det findes ikke som ontologisk ’rent’, men kun i en uopløselig forbindelse med det identiske - til syvende og sidst bare i enkelttingslig form. Og det har altid et moment af identitet i sig selv; det er også bestemt.
- De særdeles abstrakte begreber identitet og ikke-identitet udfoldes som sådanne især i Negative Dialektik (ND), men er også i høj grad centrale i ÄT, hvor i hvert fald begrebet om det ikke-identiske får noget mere håndgribelig form. Allerede i ND knyttes begreberne imidlertid ganske klart til mere konkrete størrelser, nemlig de marxske kategorier bytteværdi og brugsværdi. Således hedder det i ND om identifikationsprincippet: ”Bytteprincippet, reduktionen af alt menneskeligt arbejde til en gennemsnitlig arbejdstids almenbegreb, er basalt beslægtet (urverwandt) med identifikationsprincippet. I byttet har det sin samfundsmæssige model, og byttet vil ikke være til uden identifikationsprincippet; igennem bytte gøres ikke-identiske enkeltvæsener og præstationer kommensurable, identiske. Udbredelsen af bytteprincippet relaterer hele verden til det identiske, til totaliteten” (6, 149). Nu er det dog ikke så enkelt, at bytteværdi ifølge Adorno uden videre kan identificeres med identitetsbegreb og brugsværdi med ikke-identitet; således var en i markedsforstand ikke-bytteøkonomi som den sovjetiske planøkonomi også gennemsyret af identitetstænkning og -praksis. Hvad man imidlertid dårligt kan nægte er, at Adorno i høj grad forbinder identitetsprincip og bytteprincip, hvilket vil sige: Kritik af identitetsprincip er virkningsløs uden i høj grad at være kritik af det vareproducerende samfund, så længe værdiloven er virksom som samfundsmæssigt syntesis-princip, som social ordningsform.
Det er nødvendigt at understrege denne identitetens og ikke-identitetens status som primært samfundsmæssige former (der dog ikke er rene sociale konstrukter; de har ontologisk betragtet et fundamentum in rebus, et fundament i tingene). Således er det ikke-identiske ikke nogen rent individuel, eksistentiel valgmulighed, fordi intet unddrager sig identitetstvangen eller -presset. Opterer man således væsentligt for ikke-identitet, så opterer man uvægerligt for en kritisk position i forhold til den identitet, det vareproducerende samfund, som latent eller manifest truer det ikke-identiske ved tingene. Man husker jo nemlig også på, at det ikke-identiske ikke er en selvstændig ting, der eksisterer uafhængigt af det identiske, og som man således relativt uproblematisk og individuelt kan vælge uafhængigt af de gældende samfundsforhold; det ikke-identiske er så at sige en side af det identiske under disse forhold, og opterer man for det første, så vælger man også kritikken af det andet med.
ÄT konkretiserer nu yderligere, kunne man sige, begrebet om ikke-identitet - i hvert fald tilsyneladende. Det er især i begrebet om det naturskønne, at det ikke-identiske får en mere bestemt skikkelse: ”Det naturskønne er det ikke-identiskes spor” (7, 114) - selv om det på den anden side hedder: ”Det naturskønne bestemmes snarere af sin
ubestemthed - objektets (ubestemthed) ikke mindre end begrebets” (7, 113). Men i hvilken forstand er der tale om en konkretisering, dersom der nu er tale om en sådan?Man skal for det første gøre sig klart, at der i ÄT er tale om en bestemt sammenhæng, en bestemt tematik: Der er tale om en æstetik-teoretisk fremstilling, derfor konkretiseres/’materialiseres’ det ikke-identiske i et æstetik-teoretisk relevant begreb som det naturskønne. Man kunne således spørge: Dersom Adorno havde fået skrevet sin etik, hvad han altså aldrig fik, kunne så et andet konkretiserende begreb deri være trådt frem som det væsentlige, f.eks. retskaffenhed? For det andet er ÄT en torso; ville Adorno således have vægtet det naturskønne anderledes, hvis han selv havde udgivet bogen? For det tredje: Dette gør han faktisk til en vis grad i ÄT; bogen er dialektisk, hans tanke dialektisk, og det hedder følgelig: ”Kunstværkets formål er det ubestemtes bestemthed” (7, 188) - med andre ord: Kunstværket skal gøre det naturskønnes ubestemthed bevidst og sandt fremstillet, kunstværket er så at sige det naturskønne/det ikke-identiske (i dettes altid kritiske sammenhæng med det identiske) på et kvalitativt højere niveau. Det hedder også herom: ”Kunst varetager den undertrykte og beherskede naturs interesse” (7, 499). Af disse punkter fremgår det, at Adorno ikke er nogen naturidolatriker; allerede i det naturskønnes bestemmelse som ’ubestemt’ tager han afstand fra statisk naturdyrkelse og parti for naturens foranderlighed - f.eks. til bylivsmaterialiseringer. Desuden ser man, at kunsten i en vis forstand har en ’højere’ karakter end naturen, for så vidt som den er bevidst og sand. Desuden igen siger Adorno direkte: ”Kunst, som anticiperende reaktionsform, kan hverken indordne sig under natur eller industri; det er vel den æstetiske genstandsløsheds skjulte lov” (7, 325). Ikke at underordne sig under noget værende, men samtidig i grunden være kærligt og kritisk bundet til det værende, det er måske denne lovs grundlag?
Et spørgsmål, der irriterer den sunde fornuft, melder sig her: Kan det hæslige i kunsten repræsentere det naturskønne? For så vidt som det hæslige repræsenterer det ubestemte over for det alt for bestemte, repræsenterer det foranderlige og forgængelige over for det uforanderlige og uforgængelige, så ja. En forrådnende grisekrop kunne repræsentere det naturskønne, for så vidt som den kritiserer et glat fremtrædende samfunds sammenhænge, eller ret og slet imod det, der blot er, og som vil give sig ud for at være uforanderligt: ”Skønne bliver kunstneriske frembringelser i kraft af deres bevægelse imod den blotte væren (Dasein)” (7, 82). Men her ser vi også de centrale æstetiske begrebers uhyre dialektiske karakter - og måske en grund til Adornos besvær med bogen -: Det naturskønne kan i dag let være hæsligt, og det virkeligt kunstskønne er måske i dag det kunsthæslige; og det, der er hæsligt, er sandheden om ’det skønne’: ”Dissonans er sandheden om harmoni” (7, 168).
Tilbage til udsagnet: ”Det naturskønne er det ikke-identiskes spor”. For Adorno siger heri netop ikke, at det naturskønne og det ikke-identiske er identiske med hinanden. Der siges, at det naturskønne er et aftryk af det ikke-identiske; men ligesom skosålens negativ i sneen ikke er identisk med hele mennesket, således er aftrykket heller ikke lig med det ikke-identiske. Det må i øvrigt her påpeges, at Adornos formulering ikke synes allerheldigst; det er nemlig som om, at abstraktionen ’det ikke-identiske’ vitterlig har selvstændig eksistens, og som en anden mystisk størrelse eller platonisk idé kan materialisere sig eller sætte form. Det må imidlertid fastholdes, at formuleringen skal forstås sådan, at det naturskønne er noget, som leder os på sporet af det ikke-identiske, som på sin side på ingen måde kan begribes uafhængigt af den materielle verden.
Tidligt i ÄT bestemmer Adorno relationen mellem identitet og ikke-identitet: ”Æstetisk identitet skal bistå det ikke-identiske, som i realiteten bliver undertrykt af identitetstvangen” (7, 14). Man ser her, at identitet ikke er noget entydigt forkasteligt begreb for Adorno; tværtom reddes eller bistås det ikke-identiske af det (æstetisk) identiske her. I ND udtrykker Adorno - i ND’s specifikke optik - denne ophævelse eksemplarisk klart: ”Durch ihre Kritik verschwindet Identität nicht; sie verändert sich qualitativ” (6, 152)
. Æstetisk identitet forstås altså som kritik af samfundets identitetstvang. ”Kunst er den samfundsmæssige antitese til samfundet” (7, 19), hedder det også i ÄT. Til gengæld må kunstens autonomi immervæk understreges: ”Forholdet mellem kunst og samfund har sit sted i kunstens ansats og dennes udfoldelse, ikke i umiddelbar tagen parti” (7, 473).
Men hvad er nu æstetisk identitet - som vi tillader os at formode har en ikke ringe gyldighed for det almene begreb om sand identitet? ND’s så vel som ÄT’s telos er negationen af det identiske, påpegningen af, at det identiske ikke er det hele, at den bevægelse ikke er alt, som tenderer hen imod at gøre alt til det samme, den bevægelse, som i sidste ende gør fælles sag med døden. Kun en smule mere lader der sig sige om æstetisk identitet: ”Kunstværker er den fra identitetstvang befriede lighed med sig selv” (7, 190). Kunstværker er lig selv, og ikke lig en ydre (besættelses)magt, om end de i dag - jeg siger det igen - må have (den bestemte) negation som deres element; at være befriet fra identitetstvang er ikke det samme som ikke at have et vist stærkt præg af den og ikke at måtte forholde sig til den reale samfundsmæssige tvangstendens. Æstetisk identitet er altså - ’ideelt’ set - frihed fra fremmedbestemmelse, er individuel identitet. Men denne individuelle identitet - der også er karakteriseret ved at være foranderlig - er ikke lig med den umiddelbare natur: ”Kunstværkerne rager ud over mythos, den blindt og abstrakt herskende natursammenhæng” (7, 211). Sand identitet - kunstværkets, men utvivlsomt også eksempelvis menneskets - har altså ikke noget at gøre med at være ’som man nu engang er’ fra naturens hånd; dette sidste har mere at gøre med alles kamp mod alle, ifølge Adorno. Langt snarere er kunstværkers - og menneskers - sande identitet
ånd - der ’konstitutivt ikke er ren’, som det hedder i ÄT -, rationalitet, der rigtigt nok gør op med den naturbeherskende, naturundertrykkende rationalitet: ”Kunst er rationalitet, som kritiserer denne uden at unddrage sig den” (7, 87). Og contra identitetstvangens abstrakte almenhed ”sigter æstetikken efter konkret almenhed” (7, 393), altså til syvende og sidst efter den sammenhæng mellem mennesker indbyrdes og mellem menneske og andre entiteter, som retter sig efter det individuelle.- ND og ÄT er grundlæggende ude i samme ærinde: den (værk)immanente kritik af identitetstvangen, den immanente påvisning af ikke-identiteten. Men optikkerne er forskellige: ND’s er metafysisk/metafysikkritisk/ontologikritisk, ÄT’s er æstetisk/æstetikkritisk. Vanskelighederne er nok størst for ÄT: Adorno vil her på nærmest münchhausensk vis ligesom nærmere identificere det ikke-identiske, vil koble det på mere konkrete, mere anskuelige, altså æstetiske begreber. Det er svært, fordi det ikke-identiske jo netop er særdeles foranderligt og altså netop i høj grad modsætter sig identifikation. Sagt på en anden måde: Det ikke-identiske har ingen eksklusiv plads, men findes alle steder, i naturen så vel som i industrien/teknologien og kunsten, uden dog at være identisk med nogen af dem… Men naturens ubestemmelighed, dette moment ved den, peger dog for Adorno på det ikke-identiske: Hvad er således hele formålet med naturen? kunne man forsøgsvis spørge. Ikke noget bestemt, den vegeterer givetvis gerne, dersom den kan komme af sted med det, hvis ikke den altid bitre nødvendighed tvinger den til at skaffe føde og til at dræbe konkurrenter eller fjender. Ikke noget ydre kan således have noget legitimt formål med naturens entiteter
; de har i grunden deres formål i sig selv, i deres egen vegetation og nydelse - og en stor del af menneskers nydelse består utvivlsomt i at nyde hinandens selskab.
- I forbindelse med artiklens tema har vi ikke mindst været inde på relationen mellem natur og kunst. Men hvordan ligger det med forholdet mellem kunst og filosofi? ”Æstetikkens genstand bestemmer sig selv som ubestemmelig, negativ. Derfor behøver kunsten filosofien” (7, 113). Man kan sige det kort på denne måde: For sanserne
synes alting idel foranderlighed og forgængelighed, uden bestand - altså uden identitet - overhovedet. Det er den æstetiske genstands (så at sige nominalistiske) eget perspektiv. Tanken, filosofien må til for at indse, at vi har at gøre med ting (der altid har en identitet), der forandrer sig. (Æstetisk) filosofi fastholder på den måde det materialistiske perspektiv (i kunst og naturforståelse).
Poul Ferland
Dr. phil. i idéhistorie
---
 © Filosofiforum.com 2003 - 2006 |
